Sved på panden styrker hjernen0

Allerede for tusinder af år siden, havde grækerne en filosofi om, at det var vigtigt at styrke ånden, hjernen og kroppen. I dag viser forskningen, at grækerne havde ret. Det er nemlig ikke kun kroppen, der er skabt til bevægelse. Mere og mere tyder på, at hjernen også nyder godt, når vi er fysisk aktive.

Vi har brug for at booste hjernen hele livet igennem, og særligt i skoleårene, hvor vi skal tilegne os den viden, som skal danne grundlag for vores fremtid.

Men ser vi på en almindelig skoledag, så er der én ting, der springer i øjnene: her bruger skoleelever størstedelen af deres tid på at sidde stille! Tænk, hvis vi kunne booste de unges evne til at lære nyt, koncentrationsevnen og energiniveauet med mere motion? Meget tyder på, at det kan vi!

Motion og indlæring

Faktisk er der slet ikke noget nyt i, at det er vigtigt at motionere. Thomas Jefferson (amerikansk præsident i begyndelsen af 1800-tallet) skrev engang, at for at få succes med akademiske studier, skal man ”give omkring 2 af dem (det er timer, vi taler om her!), hver dag til træning; for sundheden må ikke blive ofret til fordel for studierne. En stærk krop giver et stærkt sind”.
Jefferson havde fat i noget af det rigtige i forhold til sved og hjernen. Resultatet af en meta-analyse, hvor man undersøgte hvilken effekt træning har på kognitive funktioner var nemlig, at fysisk aktivitet lader til at styrke indlæringen. (Journal of Sport and Exercise Physiology. 1997, vol 19(3)). Andre studier og undersøgelser peger i samme retning. For eksempel har man i Californien undersøgt, om der var en sammenhæng mellem hvor dygtige eleverne var til matematik og læsning og hvor god fysisk form de var i. Det viste sig, at jo bedre form, jo højere scores i matematik- og læsetestene for de 884.715 elever fra 5., 7. og 9.klasse, der deltog i undersøgelsen. Fysiske og mentale processer lader altså til at påvirke hinanden, konkluderede forskerne bag undersøgelsen. (Journal of Exercise Physiology Online, 2005, vol 8).

Hvor meget skal der til?

De fleste eksperter ville give mig ret i, at det ikke er nødvendigt at træne 2 timer hver dag, som Jefferson lagde op til. Allerede med 60 minutters fysisk aktivitet om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler for børn og unge, er rigtigt godt.

Desværre er realiteten, at hele 60% af danske unge mellem 11-15 år ikke får 60 minutters motion om dagen. Og jo ældre de unge bliver, jo mindre aktive, viser statistikkerne (MULD-rapporten, 1997).

Det er vi simpelthen nødt til at gøre noget ved. Og et oplagt sted at tage fat er der, hvor de unge tilbringer størstedelen af deres vågne timer: i skolen! Da skolen samtidig er stedet, der gerne skulle give vores børn og unge et godt fundament i livet, såvel akademisk som sundhedsmæssigt, så giver det rigtigt god mening. Tænk hvor langt vi kunne nå, hvis alle skole-elever var sikret 60 minutters effektiv fysisk aktivitet hver dag! Ikke nok med, at det ville gøre underværker i forhold til forebyggelse af en lang række livsstilssygdomme og dermed sandsynligvis vil kunne spare os anselige summer på sundhedsbudgetterne i fremtiden, vi ville også give vores unge de bedste muligheder for at få størst muligt udbytte af de akademiske fag!

Men hvor skal tiden komme fra? Spørger man de unge, så har de et temmelig travlt liv med op til 35 timers skolegang, erhvervsarbejde, venner, kærester og meget mere (”25.000 unge taler ud”, Undervisningsministeriet). Mange beskriver deres hverdag som stresset. Men tænk, hvis man kunne få mere motion i skoledagen uden samtidig at lægge alt for meget oveni en i forvejen presset hverdag. Det kan man måske! Ganske interessant, så viser flere studier nemlig, at hvis man tager lidt af tiden fra de akademiske fag og bruger den på motion, så går det ikke ud over den akademiske præstation. Måske endda tværtimod! (Research Quarterly for Exercise and Sport, 1999:70).

Det er også oplagt at se på hvordan man kunne bruge frikvartererne mere aktivt og også selve undervisningstimerne – ikke at man skal drøne rundt i skolegården samtidig med, at man lærer 5-tabellen, men nye indlæringsmetoder, der indarbejder bevægelse, som vi så det i skolen i Naperville, Illinois, der er langt fremme med at indarbejde fysisk aktivitet i skoledagen og som viser fantastiske resultater, og som vi besøgte skolen i forbindelse med ”Chris på Skolebænken”-projektet på Johannesskolen på Frederiksberg (blev vist på DR1 i efteråret 2007). Der er mange muligheder, og glem ikke også, at vi som forældre også må gå i forreste række og vise vores børn en sund og aktiv livsstil med masser af motion. Det er den bedste gave, vi kan give vores børn!

Mere motion i skolen – derfor!
  • Fordi fysisk aktivitet gør eleverne mere modtagelige for indlæring 
  • Fordi de unge ikke har tid i fritiden (jfr. ”25.000 unge taler ud”, Undervisningsministeriet)
  • Fordi det er nødvendigt at sikre, at vi får alle med – særligt den store gruppe, der ikke kommer i gang af sig selv
  • Fordi skolen er et sted, hvor man lærer for livet – og sund livsstil er vigtig læring


Log ind på SKOLEduel
For at komme ind på klassens egen side, skal I logge jer ind her:

Brugernavn:
 
Kodeord: