Spørgsmål og svar
Hvem kan deltage?
SKOLEduel er et gratis undervisningstilbud til alle 7. klasser i Danmark. Alle der har tilmeldt sig inden 7. september 2008 er med i konkurrencen om at vinde SKOLEduel, men alle skoler/klasser er velkomne til at benytte undervisningsforløbet og de materialer, der kan downloades her på skoleduel.dk
Kan skoler, der tidligere har deltaget i SKOLEduel, være med igen?
Ja, alle skoler kan deltage – også skoler, der har været med i en eller begge af de tidligere to SKOLEdueller. Og netop i år har SKOLEduel i kraft af samarbejdet med Chris MacDonald fået en ny dimension – kroppens energi – som gør det oplagt at være med igen.
Er det gratis at være med?
Ja, det er ganske gratis at være med i SKOLEduel, og SEAS-NVE Strømmen stiller undervisningsmaterialer til rådighed. Den enkelte skole skal dog selv afholde udgifter, der være i forbindelse med eventuelle ekskursioner eller arrangementer, som skolen selv tager initiativ til i forbindelse med deltagelsen i SKOLEduel. Det er også op til den enkelte skole selv at finansiere eventuelle investeringer i energirigtige løsninger.
Hvordan optjener klassen point?
Klassen kan både tjene point ved at få skolen til at opnå energibesparelser i Energiduellen og ved at løse 3 opgaver om klimaet og 3 om kroppen. Hver opgave kan give op til 1.000 point, og klassen vælger selv hvornår og i hvilken rækkefølge, opgaverne løses. Point for energibesparelser opnår klassen ved at pedellen aflæser skolens el- og varmemålere rettidigt i starten, midten og slutningen af SKOLEduel. Den klasse, der sammenlagt har opnået flest point ved slutningen af SKOLEduel den 31. marts 2009 vinder.
Hvad er præmien for at vinde?
Vinderen af SKOLEduel kan glæde sig til en stor fest for hele skolen + løbesæt til alle i klassen.
2.- og 3.pladsen vinder et løbesæt til alle i klassen.
4.- 10. pladsen vinder biografbilletter med popcorn til hele klassen
Hvem har udviklet undervisningsmaterialerne?
Undervisningsmaterialerne til SKOLEduel er udarbejdet i samarbejde med lærere og eksperter inden for pædagogik, energi, sundhed, motion og fremtidstendenser. Indholdet er alderssvarende for elever i 7. klasse – og SKOLEduel er som undervisningsforløb et god mulighed for at opfylde en række trinmål i forskellige fag.
Hvorfor vil vi lære eleverne om energi?
Ja, hvorfor vil et energiselskab overhovedet lære nogen at bruge mindre energi? Det er der mange gode grunde til. Først og fremmest er SEAS-NVE andelsejet, hvilket betyder, at vi er ejet af kunderne. Og det er aldrig i kundernes interesse at bruge mere energi end nødvendigt. Derfor er en af vores vigtigste opgaver at stille vores viden om energi og gode energivaner til rådighed for alle.
Men gode energivaner er ikke kun i vores interesse, fordi det kan spare din skole eller din familie for unødige udgifter. Det er også i alles interesse, fordi vores energiforbrug efter al sandsynlighed er en væsentlig medvirkende årsag til klimaforandringer. Vi kan ikke undvære energi, men vi bør gøre alt hvad vi kan for, at vores energiforbrug ikke skaber klimaproblemer.
Med SKOLEduel vil vi gerne gøre energien nærværende i skolen, give eleverne værdifuld og brugbar viden og vise, at de ikke bare kan være med til at bruge energien bedre – de er rigtig gode til det. Det er erfaringerne fra de to foregående SKOLEdueller det bedste bevis for.
Men energi er også sundhed og mental energi, og derfor samarbejder vi i år med Chris MacDonald om at tilbyde et undervisningsforløb og en konkurrence, der sætter fokus på både klimaet og kroppen.
Hvem er SEAS-NVE Strømmen?
SEAS-NVE Strømmen er et datterselskab til SEAS-NVE, og det er i SEAS-NVE Strømmen vi har samlet al vores ekspertise i energirådgivning. Det er denne ekspertise, der danner grundlaget for SKOLEduel, for vores energirådgivere har i mange år været rundt på skolerne for at fortælle både lærere og elever, om hvor og hvordan en skole kan bruge mindre energi.
Hvem er Chris MacDonald?
Chris MacDonald er bedst kendt fra tv-udsendelserne ”Chris på Chokoladefabrikken” og ”Chris på Skolebænken”. I ”Chris på Skolebænken”. coachede og trænede Chris og hans trænerteam en gymnasieklasse til en sund hverdag med mere energi, mindre træthed i timerne og bedre koncentration. Chris er desuden tidligere elite-roer, og har deltaget i mange konkurrencer, både i roning og andre sportskonkurrencer. Til daglig holder Chris foredrag i virksomheder og coacher og træner mennesker, der gerne vil leve sundere og få mere energi.