 | Vi bruger rigtigt |
Vi har energi nok. Men det er fordi vi udnytter energien effektivt, og fordi vi har forstået at spare på den.
Præsentation
Anton er 14 år. Hans mor og far er skilt, og Anton bor en uge ad gangen hos hver af forældrene. Han cykler i skole hver dag og til og fra forældrene. Moren bor i et stort bolig-kompleks med mange lejligheder. Faren bor i et bofællesskab med 22 familier med egne lejligheder og et større fælleshus. Moren cykler på arbejde. Farens arbejde ligger omkring 60 km væk. Tirsdag og fredag kører han sammen med kollegaer. De andre dage tager han det hurtig-gående eltog og udnytter transporttiden til at arbejde. På den måde behøver han kun at være på arbejdspladsen cirka 6 timer hver dag.
Lørdag d. 7. februar 2027Kære dagbogI går fik vi banket rigtig meget brint ind på vores brint-konto. Jeg ved ikke, hvad der gik af os, men både August, Oliver og jeg trampede helt sindssygt i fitness-pedalerne. Som noget nyt har de koblet næsten alle maskinerne sammen i et netværk, så man kan producere brint, mens man knokler. Det er rigtig smart. Det eneste er, at min mor har fået den ”geniale” idé, at jeg fra nu af selv skal spare al den brint op, som jeg bruger på min bærbare spille-computer hjemme hos hende. Hun siger, at hun har læst i avisen at den slags fitness-centre skyder op rigtig mange steder. Og måske kan det være med til at knække fedme-epidemien, fordi man er nødt til at røre sig temmelig meget for at få brint nok til en computer-time på en maskine med stort grafik-kort. Det kan da godt være, at hun har ret.
Nå tiden er løbet. Jeg skal lige ned i væksthuset og finde noget grønt til min madpakke. Sjovt nok har det med væksthuse bredt sig til flere fra klassen, efter at vi startede vores projekt her i bebyggelsen hos min mor.
Tirsdag d. 12. april 2027Kære dagbogHerlig morgen. Solen skinner, og mor har lige stukket mig en kiwi, før hun tog på arbejde. Jeg elsker kiwi’er, men det er sjældent, vi har råd. Alle varer lige fra frugt, tøj og møbler har en kilometer-afgift. Jo længere en vare er blevet transporteret, før den kom til Danmark – jo dyrere er den. Set i dét lys er danske æbler jo noget billigere end de eksotiske sydfrugter. Men en gang imellem er det rart at synde. Hjemme hos Frederik har de altid ananas og mangoer. Det synes jeg til gengæld er helt vildt fråds.
Nå! Dér gik lyset. Så må jeg have siddet stille for længe. Det er både godt og skidt med de varme- og lys-følere i huset. Men måske er det OK, at man skal op og bevæge sig en gang imellem for at sætte gang i lamperne og varmesystemet. Min far siger altid: ”Ja dengang jeg var barn, havde vi ikke intelligente huse. Der måtte vi selv rende og skrue op og ned for lys og varme”.
Fredag d. 24. september 2027Kære dagbogJeg lavede lige en fed deal med min far her til morgen. Hvis jeg passer vores rapsmark i en hel måned, så betaler han mit års-abonnement på det nye computerspil, som lige er sendt på markedet. Vi deler rapsmarken med fire andre familier her i bofællesskabet, og vi har aftalt, at hver familie skal passe den tre måneder om året. Så sælger vi vores bioafgrøder til den lille lokale biodiesel-station, som selv laver det om til brændstof, de kan sælge. En måned som raps-passer for et års computerspil – det er OK!
Ups! Jeg skal til at gøre mig klar, for jeg skal mødes med Mie i toget dag. Far er lige spænet ud af døren for at nå det hurtige el-tog. Hver voksen person må jo kun køre 7.000 km i bil om året. Ellers koster det kassen i ekstra skat. Der er også lagt ekstra betaling på en hel del trafikerede veje. Mange af de dyre veje er også de hurtige. Men så sparer du jo også kilometer i dit årsregnskab. Det er ikke altid lige let at gennemskue, hvad det bedst kan betale sig. Nogle gange er det bare lettere at lade bilen stå.
Heldigvis er el-toget blevet ret godt, efter at de har indført musiksaloner og morgenmad mod en rimelig betaling. På de 20 minutter, det tager at komme i skole, kan Mie og jeg fint nå at gøre vores historie-opgave færdig, hvis hun bare har husket brint til vores bærbare. Min tank er tom, og jeg kan ikke nå at lave mere på vores mikro-affaldsforbrænding, selv om den er lynhurtig.