INFO'er om klimaet

Afbødning af klimaproblemer

De fleste er enige om, at verden skal nedbringe mængden af drivhusgasser og i særdeleshed CO₂-udslippet – men hvordan gør man så lige det?

I dag er det især i-landene, der forurener med CO₂. Når man taler om at nedbringe CO₂mængderne i atmosfæren, er der derfor også en stor udfordring: Hvordan nedbringer vi mængden af CO₂, samtidig med at mange u-lande får lov at udvikle sig og ikke bliver frosset fast i den situation, de er i nu? Det vil typisk kræve, at disse lande i en periode kan producere mere CO₂, end de gør i dag. Men det vil også kræve, at de u-landenes udvikling baserer sig på ren teknologi fra starten.

I 1997 indgik en lang række lande i verden en aftale om at arbejde for et bedre klima. Aftalen hedder Kyoto-aftalen. Den trådte i kraft i 2005, og den gælder frem til år 2012. I 2006 havde 166 lande tiltrådt aftalen. Heraf var de 35 lande i-lande. I Kyoto-aftalen har de forskellige lande hver især forpligtet sig til at mindske de globale klimaforandringer, som skyldes skovfældning og udledning af drivhusgasser som CO₂ (kuldioxid), NO₂ (lattergas), CH₄ (metan) og visse industrigasser.

Der er især et stort behov for at få mere vedvarende energi ind i el- og varmeproduktionen og indenfor transport. I Danmark giver vindenergi allerede et stort bidrag til elforsyningen – og det kan blive endnu større i de kommende år. Men der skal også tænkes i andre vedvarende energiformer som f.eks. bioenergi, bølgekraft, solenergi og brint til brændselsceller.

Indenfor transport skal man gøre en helt særlig indsats. Energiforbruget til transport stiger støt, mens det er stabilt eller ligefrem faldende inden for andre sektorer. Også i transport-sektoren skal der tænkes i renere og mere vedvarende energi.

Man kan handle med CO₂-kvoter
De forskellige lande har bl.a. aftalt at overholde bestemte CO₂-kvoter – det vil sige bestemte mængder CO₂, som hvert land må slippe ud. Men I Kyoto-aftalen er der også tre særlige muligheder, som gør, at et i-land kan supplere sin indsats på ”hjemmebane” med andre indsatser:

• Man kan betale sig fra sin forurening ved at købe CO₂-kvoter fra et land, som ikke udnytter hele sin ret til at slippe CO₂ ud
• Et i-land kan hjælpe med at udvikle og investere i energirigtig teknologi i u-lande, der ikke har en forpligtelse til at reducere deres CO₂-udslip – typisk fordi de ikke udsender ret meget. Det kan både være teknologi, der nedbringer udslippet af CO₂. Men det kan også være teknologi eller dyrkningsmetoder, der øger optaget af CO₂, som f.eks. når man genplanter regnskov. Her tæller indsatsen delvist som en nedsættelse af i-landets eget CO₂-udslip. Det kalder man også Clean Development Mechanism eller CDM-projekter
• Et i-land kan bidrage til at udvikle og investere i energirigtig teknologi i et andet i-land – typisk et Østeuropæisk land. Her tæller indsatsen igen delvist som en nedsættelse af i-landets eget CO₂-udslip. Det kalder man også Joint Implementation projekter

Disse tre særlige ordninger hænger bl.a. sammen med, at forurening med drivhusgasser er global. Så i princippet er det mere vigtigt, at der sker en reduktion, end hvor den sker.

Spørgsmål
Hvor meget forurening skal man kunne købe sig ret til? Er det rimeligt at forurene videre i sit eget land, mens man hjælper med at ”rydde op” i andre lande? Eller ville vi overhovedet få nedbragt CO₂-udslippet, hvis det ikke var muligt at betale for at forurene?