Ordbog
Hvad er el?
Elektricitet er ladede partikler, der bevæger sig sammen i en bestemt retning. Det kan for eksempel være negative elektroner, der bevæger sig fra en negativ pol til en positiv pol i en kobberledning. Eller det kan være ioner, der bevæger sig i væsker inde i et batteri.
Watt
Forkortes W. Det er en måleenhed for det enkelte apparats effekt.
Kilowatt
Forkortes kW. Betyder 1.000 watt
kWh
Betyder kilo-watt-timer, hvor “h” står for “hour” på engelsk - time på dansk. Når vi betaler for elektriciteten, betaler vi for den tid, vi bruger energien. Vores elforbrug gøres op i kilo-watt-timer – kWh. Hvis du har en 60 watt pære tændt i 1.000 timer, bruger den 60 kWh.
Brændselscelle
En slags batteri, der kan producere elektricitet ud af brændsler og luft. Brændslet kan i princippet være alt, der kan brænde. En brændselscelle har en høj effektivitet. Det smarte er, at den kan omsætte den kemiske energi direkte til elektricitet uden først at brænde brændstoffet.
Moderne brændselsceller består af en luftelektrode og en gaselektrode. I nogle brændselsceller laver luftelektroden negative iltioner, som bevæger sig hen til gaselektroden. Her reagerer iltionerne med brinten og danner vand. I andre brændselsceller sker der en bevægelse af positive brintkerner fra gaselektroden hen mod luftelektroden, hvor luftens ilt reagerer med brinten og danner vand. Begge ”bevægelser” producerer elektricitet.
Processen i en brændselscelle er i øvrigt den modsatte af elektrolyse. Brændselscellen producerer elektricitet. Elektrolysen bruger elektricitet.
Kraftværk
Et kraftværk producerer el, ved hjælp af dampturbiner. Ved hjælp af et brændkammer varmer man vand op i en stor dampkedel. Vandet bliver til damp, som varmes yderligere op til 550°C under stort tryk. Kedlen står i forbindelse med et andet kammer, hvor temperaturen og trykket er lavt. Det kalder man kondensatoren. Dampen vil helt af sig selv suse hen til kondensatoren i rasende fart. Dampens bevægelse er næsten som den vind, der driver en vindmølle. Her driver dampen bare en turbine på kraftværket. Turbinen driver en generator som producerer elektricitet. I kondensatoren bliver dampen til vand igen – og nu kan det bruges til endnu en tur i kedlen. Man er nødt til at bruge kølevand for at få den lave temperatur i kondensatoren.
På kraftværkerne bruger man typisk havvand til at køle med. Derfor ligger kraftværkerne også ved vandet.
Kraftvarmeværk
Kraftvarmeværker producerer både el og varme i form af fjernvarme. Når fjernvarmevandet løber hen til boligerne, er det 80-100°C varmt. Undervejs taber det lidt varme fra rørene i jorden. I boligerne bliver fjernvarmevandet afkølet, fordi det afgiver sin varme i radiatorer eller i varmeveksleren, som opvarmer brugsvandet. Når fjernvarmevandet igen løber tilbage til kraftvarmeværket er det køligt, og nu kan det bruges som kølevand i dampturbinen, der producerer elektricitet. Her bliver det så igen varmet op og kan sendes tilbage til boligerne. På den måde løber vandet hele tiden frem og tilbage, mens det samtidig transporterer varme.
Der er både store centrale kraftvarmeværker og mange mindre decentrale kraftvarmeværker.