INFO'er om klimaet

Elforbruget i køkkenet

En stor del af det samlede elforbrug bliver brugt i køkken og bryggers, men der er mange penge at spare, hvis du følger en række helt enkle råd. Mange familier kunne halvere deres elforbrug, hvis de fra den ene dag til den anden skiftede alle deres apparater ud til de mest energieffektive modeller. Det er dem, der har energimærke A++, A+ og A. Her er nogle enkle råd til at nedsætte elforbruget i køkkenet.

Kogeplade
Gryden skal passe til kogepladens størrelse. Grydens bund skal desuden være plan. En skæv grydebund kan forøge forbruget med op til 50%. Læg låg på gryden og spar på mængden af vand, når du f.eks. koger grønsager.

Ovn
Ovnen bruger meget energi. Sæt derfor flere retter i ovnen samtidig, hvis de skal have samme temperatur. Sæt maden ind i den kolde ovn og indstil på den temperatur retten skal have. Ved stege- eller bagetider over 30 min. kræves der som regel ikke mere tid. Sluk ovnen 5-10 min. før retten er færdig. Så udnytter du eftervarmen.

Elkedel
En elkedel er et meget effektivt energispareapparat. Så brug din elkedel, når du skal koge vand. Den bruger kun halvt så meget energi, som når du koger vand i en gryde. Kog kun det vand du har brug for. Sørg for at afkalke kedlen jævnligt. For meget kalk på varmelegemet øger energiforbruget og den tid, det tager at koge vandet.

Køleskab og fryser
Køleskab og fryser skal være kolde – men ikke for kolde. Temperaturen i køleskabet skal være +5°C og i fryseren skal den være -18°C. For hver grad temperaturen er koldere koster det 2-5% mere i energiforbrug. Tø frosne varer op i køleskabet. Så udnytter du noget af kulden. Lad ikke døren stå åben for længe. Så trænger der varm luft ind, og det kræver energi at køle den ned.

Opvaskemaskine
Når du bruger opvaskemaskine skal madresterne skrabes af tallerknerne. Skyl dem ikke af under rindende vand! Sæt det snavsede service ind i opvaskemaskinen med det samme. Står det og tørrer ind på køkkenbordet, skal der bruges et længere program og evt. højere temperatur for at få opvasken ren og så stiger energiforbruget. Fyld maskinen helt før du tænder.