INFO'er om kroppen

Kroppen en fantastisk maskine
De fleste af os tænker ikke særlig meget over hverken vores muskler eller knogler til hverdag. De er der bare. Men faktisk udgør musklerne og knoglerne et fantastisk system, der gør det muligt for os at bevæges os. Uden muskler, ingen bevægelse!

Vidste du f.eks. at vi har 206 knogler til at holde kroppen oprejst? Og mere end 400 muskler, der sidder fast på knoglerne og sørger for, at vi kan bevæge os?
Ikke alle muskler er ens

Der er tre forskellige muskeltyper i vores krop. Den første type er de muskler, som vi kan se og mærke. De kaldes for skeletmusklerne. Når man styrketræner, så er det skeletmusklerne man træner. Det er også de muskler, som man kan se på en bodybuilder. Skeletmusklerne trækker sig sammen, så vi bevæger os, når vi ”beder” dem om det.
 
Vi har også en anden type muskler, som arbejder helt uden, at vi behøver at tænke over det. De bliver nemlig styret af vores nervesystem. Det er de muskler, man finder i fordøjelsessystemet, blodårer, blære, luftvejene og for kvinder, også i livmoderen. Denne type muskler kalder man den glatte muskulatur, og de har evnen til at kunne trække sig sammen og holde en spænding over lang tid. For eksempel er musklerne i din mave og tarme på arbejde hele dagen uden at vi behøver at tænke over det.
Den tredje slags muskel er helt speciel, og den finder man kun ét sted i kroppen. Den mest imponerende muskel af dem alle er på størrelse med din knyttede hånd og konstant på arbejde. Den arbejder i døgndrift for at holde dig i gang og sende ilt og næring rundt i kroppen. Det er dit hjerte! I gennemsnit må hjertet slå mere end 86.400 slag i døgnet for pumpe blodet rundt i kroppen. Og uden at lave en eneste fejl!

Blodet bliver sendt rundt via et kæmpe system af blodårer - faktisk har du ca. 100.000 KILOMETER blodårer! Det svarer til, at hvis de blev lagt ud i forlængelse af hinanden, så ville de nå 2,5 gange rundt om Jorden!
Vidste du at?
Musklerne kan bedst lide at blive brugt. Og for voksne er det særlig vigtigt, for hvis man ikke bruger musklerne som voksen, så forsvinder der stille og roligt lidt af dem, ca. 150-200 gram muskel om året efter vi er fyldt ca. 30 år. Det er en del af at blive ældre. Men ikke for alle. For hvis man styrketræner og holder sin krop i god form hele livet, så kan man modarbejde det og i stedet for at miste muskler, så vil man holde sig stærk hele livet.

Brændstof til motoren

Men maskinen duer selvfølgelig ikke uden brændstof. Et fin-tunet system sørger for at optage næringsstoffer fra den mad vi spiser, så kroppen kan udnytte de vitaminer, mineraler, kulhydrater, proteiner og fedt, der er i maden.
Næringsstofferne har alle sammen forskellige funktioner, og kulhydrat og fedt er kroppens vigtigste energikilder til at give brændstof til musklerne. Musklerne er kroppens ”forbrændingsovn”, der skaber energi så vi kan bevæge os.

Sådan top-tuner du maskinen

For at maskinen kan fungere bedst muligt, skal den plejes og passes. Den skal have det rigtige brændstof og musklerne skal trænes, så de er stærke og kan klare de opgaver, de bliver udsat for. Samtidig skal hovedet være med og få input og udfordringer.
Sundhed handler nemlig ikke bare om ikke at være syg, men om at have det rigtigt godt. At hjælpe kroppen til at fungere så godt som muligt, kort og godt.

For at fungere optimalt, har vi brug for alle de små muligheder for bevægelse i hverdagen, som f.eks. at tage trapperne i stedet for rulletrappen. Kroppen har også brug for at træne regelmæssigt, både styrketræning og konditionstræning, flere gange om ugen. Og den har brug for næring, som du får ved at spise sundt og varieret. Og så har den brug for, at du har lyst til at udfordre dig selv lidt hver dag, sætte mål for dig selv og lære mere om, hvordan du styrker og fin-tuner kroppen bedst muligt. Jeg kalder det Strong Body Strong Mind.
Vidste du at?
Det er ikke kun musklerne, der bliver stærkere, når vi træner. Knoglerne bliver også styrket, f.eks. når du løber, sjipper eller styrketræner.